Elkedel

Min elkedel er røget sig en tur. Det var sådan en af dem, der ikke ligger i hverken dyreste eller billigste ende. Jeg har været godt tilfreds både med udseendet og hastigheden med hvor hurtigt den kunne få vand til at koge. Den var så hurtig at jeg ofte kogte vand til eksempelvis at koge kartofler, da det ganske enkelt var hurtigere. Hvis jeg skulle koge spaghetti, var det altid 100% sikkert jeg brugte den, da det ellers tager for lang tid at få så meget vand i kog, som det kræver at koge spaghetti.

Senerehen er der kommet endnu hurtigere elkedler på markedet. Nogen af dem kommer med stærkt ubehagelige bip-lyde (der ikke kan slåes fra) når de er færdige med at koge vandet. Totalt overflødigt, da det jo nærmest ingen tid tager at koge en kedel fyldt med vand op.

Jeg har set nogen til omkring 100,- og må da indrømme at effekten i Watt ser god ud, men det grimme hvide plastic-look bliver nok lidt trættende at se på i længden. Der er nogle, der kun er lidt dyrere og ser flotte ud, men som så ikke har meget effekt. Ellers ser det ud til man skal en del op i pris hvis det både skal være en heftig vandkoger og et supersmukt design.

Der findes også muligheder for at man kan vælge mellem at få vand til 95 eller 80 grader. Nok noget jeg selv finder overflødigt, men det er jo en smagssag. Du kan også få kedler med en funktion, der holder vandet varmt. Det kan muligvis være brugbart i nogle situationer med en storfamilie. I mit tilfælde, skal jeg bare bruge det kogende vand når det er klar.

Jeg overvejer lidt at lade være med at købe en elkedel, og så leve med at koge vand i gryde indtil juleaften – og så ellers håbe jeg får en elkedel i julegave.